Beretning fra Christian Frimanns 6 dages Ultraløb debut Bornholm 13 – 19.6.2010

Vi ankom til Galløkken Camping i Rønne sidst på dagen lørdag d. 12. juni. ”Vi” vil sige min uvurderlige hjælper og kone Pia,

mig selv og to af Pias børn Louise og Max. Løbebanen på 1032 meter ligger lige op af camping pladsen, det er bare perfekt.

Dette var mit første 6 dages løb og efter lidt søgen på nettet og diskussion med mere erfarne løbere have jeg lagt en

plan, som gik ud på følgende:

Ved siden af har jeg anført, hvor meget jeg rent faktisk fik løbet og jeg nåede ikke det mål på 783 km, som jeg havde

sat fra starten. Grunden hertil følger.

Jeg havde planlagt at sove 2 – 3 timer hver nat mellem kl 2 og kl 5 nat og fra døgn 2 bryde dagen op i intervaller af

6 -7 timers varighed, hvor jeg løb fra kl 5 til kl 12, så havde en lille times hvil og derefter fra kl 13 og igen til kl 19 og

så igen en lille times pause, og endelig frem til til kl 02 om natten, således at jeg effektivt var på benene i

ca 19 timer i døgnet.

Dette var mit første 6 dages løb, så måske var planen for ambitiøs, men på den anden siden så er man jo en

gang i mellem nødt til at satse butikken J

Løbet startede kl 12.00 søndag 13.6 og søndag formiddag gik som den altid går for mig op til et løb uanset

om det er maraton eller ultra løb, jeg skal helst have et toilet indenfor 10 meters afstand, fordi jeg skal besøge

det ca tusinde gange inden jeg er klar til at starte. Kl 10 skulle jeg lige checke mit nye Garmin løbe ur,

det var gået i stå, så jeg gik fuldstændig i panik, men efter at have bakset med det en halv time opgav jeg

og satsede på at jeg kunne klare mig uden GPS-løbeur, batteriet kan jo alligevel ikke holde 6 døgn!.

Heldigvis kom Pia hjem kl 11 og efter 5 minutter fik hun uret i gang i igen, sådan!

DØGN 1 (søndag): Efter at løbet var blevet sat i gang gik det stille og roligt i starten, jeg forsøgte at holde

en hastighed på 8,5 km per time ved at gå ind i mellem.

Det var en fornøjelse at se Martin Fryer og Lars Christoffersen lægge fra land i deres lette og energi besparende løb,

og jeg glædede mig allerede til at se afslutningen på deres duel 6 døgn senere. Jeg var overrasket over,

hvor meget tid specielt de erfarne tyske 6 dages løbere brugte på at gå frem for at løbe, de gik i klumper

og småsludrede og hyggede sig, men jeg synes godt nok at de lagde langsomt fra land. Jeg skulle senere forstå, hvorfor.

Bornholm var ikke specielt varm i uge 24, efter at være startet i korte bukser og løbejakke skiftede jeg om

aftenen til lange løbe bukser, det hjalp lidt.

For at få tiden til at gå lidt hurtigere havde min kone, Pia, fået læst en række lydbøger ind på en MP3 spiller og

selvom de tog mellem 12 og 20 timer at høre per bog, så fik jeg lyttet til 4 lydbøger under dette løb.

Det hjalp specielt om aftenen og natten.

Første dag og aften gik fint, jeg stoppede kl 02 og gik tilbage til hytten og fik et bad. Var dog ved at dø af kulde,

da jeg gik fra badet og ind i sengen. Nå men jeg skulle ikke klage, jeg var trods alt i en hytte,

hvor andre boede i et telt udenfor. Nu skulle jeg sove – troede jeg – men jeg kunne bare ikke finde ro,

det føltes som om jeg havde vokseværk i samtlige muskler fra hofterne og ned. Nå, men jeg fik næsten 3 timers hvile.

Da vækkeuret ringede kl 05.00 mandag morgen var det hurtigt ud af sengen, kroppen føltes ok,

men det var meget meget koldt at komme i gang igen, men en omgang senere og en kop kaffe hjalp på det hele.

Indtil nu hvad de værste skader slid mærker under armene og en vabel på en lilletå. Jeg skiftede sko kl 08.00

om formiddagen som planlagt.

Bortset fra søndag og lørdag startede 7 x maraton løberne kl 08.30 hver dag. Der var højt humør over

hele linien blandt deltagerne og det var en kærlig adspredelse for os 6 dages løbere, og når det passede ind,

så ”hang” jeg på en maraton løber som løb i et for mig passende tempo en omgang eller to og så ned og gå igen.

Eftermiddage, aftener og specielt natten var mere kedelige, 6 dages løberne holdt pauser på forskellige tidspunkter

og derfor kunne der godt gå et stykke tid, hvor man ligesom følte sig som Palle alene i Verden ude på

den 1032 meter lange bane.

Ellers kørte det bare stille og roligt og jeg klokkede km ind efter planen. Ved middagstid tog jeg en halv times hvil

og fortsatte så.

DØGN 2 (mandag): Humøret var faktisk temmelig højt, fordi nu skulle jeg jo løbe lidt langsommere og trods alt

have 3 hvil om dagen, det kunne enhver idiot da klare, troede jeg.

I løbet af eftermiddagen begyndte jeg at få ondt i ryggen og mit venstre skinneben begyndte at stramme lidt.

Pia lægger blå kinesio tape som et kors på ryggen og jeg mærkede aldrig noget til den skade resten af løbet,

fantastisk, men smerterne i skinnebenet forsvandt ikke.

Om aftenen kom Pia og løb og gik et par runder sammen med mig, det var hyggeligt med lidt længere

varende selskab. Jeg følte mig noget træt, og vi blev enige om, at jeg skulle tage et par smertestillende

piller inden jeg gik i seng om natten for at tage det værste af ”vokseværket” og så også få sovet lidt.

Næste dag ved frokost tid rundede vi 48 timer og jeg havde løbet 294 km, og jeg følte fortsat at kroppen

var som den skulle, dog føltes mit venstre ben en smule mere spændt.

DØGN 3 (tirsdag): Om eftermiddagen og aftenen fik jeg rigtigt ondt i venstre skinneben og vrist.

Jeg skiftede sko 3 gange i løbet af 12 timer, men følte ikke rigtigt at det hjalp, prøvede også med

kompressions strømper lige lidt hjalp det.

Max på 9 år kom og løb 3 runder med mig om aftenen, hvilket var en kærkommen adspredelse.

Da jeg gik i seng om natten sagde jeg til Pia at det var noget skidt med mit skinne ben, men jeg håbede,

at det blev bedre, hvis jeg satte tempoet lidt ned.

Var oppe kl 05, men havde problemer med at få venstre fod ned i skoen og det tog lang tid at få gang

i noget som lignede hurtigt gang/lunte trav. Lidt smertestillende medicin – læs Panodil - hjalp dog,

og jeg besluttede mig for at tage den med ro og prøve at belaste venstre ben så lidt som muligt.

Tvang mig selv til at løbe om formiddagen, men kunne ikke længere følge med maraton løberne,

de spurtede bare forbi syntes jeg. Mega krise og middags hvilet kom bare som sendt fra himlen.

Højre ben begynder nu også at spænde og give smerter. Nu er det ikke sjovt længere.

DØGN 4 (onsdag): Eftermiddagen gik på at humpe og gå, humpe og gå, ikke meget fornøjelse ved det her.

Faktisk er det slet ikke længere en fornøjelse, men når jeg nu er over halvvejs, så kan jeg vel

også ”gå den hjem”. Glem alt om planer, nu handler det bare om overlevelse.

Martin Fryer udgik så vidt jeg husker på dette tidspunkt. Han havde problemer med achillessenen

og kunne ikke fortsætte. Meget synd for ham, da han er en meget sympatisk mand og han deler

gladeligt ud af sin løbe erfaring. Han fortalte blandt andet om hans ”toesocks” (www.injinji.com) som

han anbefalede, og da de skulle nedsætte risikoen for vabler mellem tæerne, er det noget som kunne

være værd at prøve.

Efter aftenpausen kom Max og gik og løb 6 runder med mig, så kom de da på kontoen. Han forlod mig

kl 9 og med ham forsvandt også meget af min energi, fordi jeg have så h….. ondt i mine ben. Jeg orkede

ikke at fortsætte til kl 2 om natten, da jeg ikke følte at jeg kom ud af stedet og alt som lignede løb var

en by i Rusland. Kl 23 gav jeg op for den dag, gik ind og tog et varmt bad og gik i seng. Tog nogle

panodiler og forsøgte at sove. Det lykkedes åbenbart for jeg vækkede Pia flere gange med en øredøvende

snorken, så jeg kan ikke påstå at jeg ikke har sovet.

Var oppe igen kl 04.45, nu er både højre og venstre sko for små og det føles som om jeg har tusinde

glasstumper i benene som blev trykket længere ind for hvert skridt. Nu skulle der ikke forceres og det

havde jeg heller ikke overskud til længere. Men jeg kom videre i rask gang og fik da også tvunget mig

selv til at lunte en runde i ny og næ, men brugte 7 timer på at gå 35 km. Det blev en laaaang dag.

Kunne næsten ikke vente på middagspausen og chancen for at få hvilt fødderne.

DØGN 5 (torsdag): 48 timers løberne er startet, nu er der igen liv og glade dage på banen også om

eftermiddagen, aftenen og natten.

Vores allesammens, Peter Bøgevig, dukkede op og indvilgede i at kigge på mine ben.

Ja, det ligner godt nok skinnebensbetændelse i begge ben og en øm achillessene i venstre ben,

men alt kan tapes op og skoene bindes om således at jeg kan fortsætte med at løbe.

Peter fik øjeblikkeligt rang af Gud i min på daværende tidspunkt meget lille verden.

Det gav mig faktisk et boost at Peter fik mig tapet mig op, klippede mine strømper i stykker og stort

set tog snørerne af min løbesko, så det føltes som at løbe i et par bade sandaler. Jo mere kulde til

de dårlige skinneben jo bedre, så på med de korte bukser og så løb så meget som muligt i nat,

jo Peter forstod at muntre en løber op.

Sidst på eftermiddagen var jeg løbende igen og pludselig er tankerne langt mere positive.

Men mine ødelagte sokker og fødder kørte rundt i ”bade sandalerne” og jeg fik nogle kæmpe

vabler specielt under venstre fod, så der skullee trædes forsigtigt.

Om aftenen kom Max igen og støttede mig med 4 runder, herligt, men da han forlod mig var

der igen mega krise. Da besluttede jeg mig for at gå resten af løbet bare for at komme igennem og

fik en dynejakke på og gik indtil kl 3 om natten. Jeg har aldrig været så glad for et varmt bad og

en varm seng som denne aften.

Da vækkeuret ringer kl 5 var min fødder og ben hævet kraftigt op og brandvarme. Det lykkedes dog at

presse fødderne ned i skoene og komme ud på banen. Men det tog tid og kostede sved og tårer at

komme op i normal gang tempo igen. Hvert skridt var som at træde på en nålepude og der er bare

dømt krise, mega krise. På forundelig måde formåede jeg dog igen at tilbage lægge ca 35 km

denne morgen og mangler således kun 5 km i at nå op på 600 km.

DØGN 6 (fredag): havde holdt halvandet times frokost pause og var tilbage på banen kl 13.30.

24 timers løberne var startet og der var rigtig gang i det hele. Pia så mig komme vaklende og

stavrende tilbage på banen, med tårer ned af kinderne og sammen beslutter vi at nu er nok,

jeg vil dog lige have de sidste 5 km med og med støtte fra Pia lykkedes det at stavre de 5 km

over de næste 2 timer og derefter kørte jeg i pit!

Jeg må tage hatten af for de mere erfarne 6 dages løbere, som lagde langsommere fra land end

jeg gjorde og som også holdt flere pauser undervejs end jeg gjorde, de kom stærkt igen på dag 5

og dag 6. Jeg synes at de alle fortjener ros for nogle veldisponerede løb. Det var dejligt at lære

alle de mange forskellige ultra løbere at kende både danske og udenlandske, den oplevelse

og deres mange ultraløbs og andre historier ville jeg ikke have været foruden.

For mig var det en fantastisk oplevelsesrig uge, men også ekstrem hård. Vil jeg forsøge at gøre

det bedre på et senere 6 dages løb, nej, i hvert fald ikke i dette liv ”have been there and done that”!

Jeg vil gerne takke Kim Rasmussen, Lene Møller og hele TIF for at skabe rammerne for et fantastisk

løbsarrangement. Også tak til de mange frivillige hjælpe, som sørgede for os.

Med hensyn til organisation, logistik og forplejning er der ikke mange ultraløb som kan hamle op

med TIFs løb! Derfor vil jeg også opfordre til, at vi – ultraløbere - bakker op om TIFs løb, når det er muligt.

Også tak til min livsledsager og hjælper, Pia, uden hvis støtte, karfoffelmos, havregryn og mest

af alt kærlig pleje og råd, jeg ikke havde klaret mig så langt som jeg trods alt gjorde.

Varde, 21.6.2010.